Notes on life, art, photography and technology, by a Danish dropout bohemian. When you drink the water, remember the river.
D E R V A R M Ø R K EDer var mørke i det liv, jeg fik.Skæbner krydsed mig og gled forbi,smeltede sig dunkelt i mit bryst.Mange stemmer blandedes deri.Mange stemmer løses såret ud,hvergang brystet svulmer mig til sang.Gennem ordet flygter, fjerne, sky,mennesker, jeg glimtvis så engang.Underligt er alting blevet sol.Der er pladser, hvor jeg står endnu.Som en svømmer i den klare søglider gennem lyset du og du.Travle skridt kan falde i mit sind.Og et solstrejf på en lukket mundstyrte med en evig ømheds magtlivets vished til mit væsens bund.Jeg har mødt dem. De blev alle mig.De er mine, hvor jeg står og går.Og en ungdom over al forstandånder endnu let i deres hår.Sådan kom hun. Sådan gled hun bort.Alle kommer for igen at gå(skønt de bliver i vort hjertes slagsom en halvglemt sang, vi tænker på).Sproget skilte os. Og intet ordflagrede imod mit øre ind.Tavsheden er lydhør som en sjæl.Ord gør ensom. Mange ord gør blind.Ingen er så talende som den,der er nægtet stemmens korte lyd.Over munden hviler som et seglstumme længsler, angst og drøm og fryd.Det, som aldrig siges, vælder frem.Og de bærer på sig som en dragtdette inderste, som er dem selv,og som intet menneske får sagt.Sådan kom hun. Sådan gled hun bort.Men to sole lyste på min mund,styrtede med evig ømheds magtlivets vished til mit væsens bund.Og en hånd i mængden hastigt set,brugt af livet, hvisked, hvisked tysthemmelige, gådefulde ting,som blev hånden ført imod mit bryst.Over læben stod som rift ved riftdagene, der kom og fløj og foer,mens de satte i den bløde muldfine, lette gærdesmuttespor.Ingen taler med et hjertes magtgennemtrængende og dybt som den,der er mærket af sit eget modog har givet sig til livet hen.De er kommet. De er flygtet bort.Vi er mødtes. Det var her og der.Der var lærker. Der var byers sol.Der var mennesker i kæmpende besvær.Og man så på klokken. Tiden gik.Tiden iled. Og man skylled hen.Men det dybe hjerte nævner demlavt ved navn. Veninde! Fjerne ven!Underlige lys, som er i alt,gådedybt og medynksfuldt og grumt.Jeg har anet verden i dit skær.Og jeg så, at ingenting var stumt.Alle lød utydeligt et kald.Vejene gik ud og ind og frem.Nogle lød det samme strenge råb.Kraften steg, hvergang man mødte dem.Liv og død har stirret på mit sind.Hænder greb min hånd, hvorhen jeg gik.Fjerne sole skinner over mig,og jeg lever under deres blik.
Post a Comment
1 comment:
D E R V A R M Ø R K E
Der var mørke i det liv, jeg fik.
Skæbner krydsed mig og gled forbi,
smeltede sig dunkelt i mit bryst.
Mange stemmer blandedes deri.
Mange stemmer løses såret ud,
hvergang brystet svulmer mig til sang.
Gennem ordet flygter, fjerne, sky,
mennesker, jeg glimtvis så engang.
Underligt er alting blevet sol.
Der er pladser, hvor jeg står endnu.
Som en svømmer i den klare sø
glider gennem lyset du og du.
Travle skridt kan falde i mit sind.
Og et solstrejf på en lukket mund
styrte med en evig ømheds magt
livets vished til mit væsens bund.
Jeg har mødt dem. De blev alle mig.
De er mine, hvor jeg står og går.
Og en ungdom over al forstand
ånder endnu let i deres hår.
Sådan kom hun. Sådan gled hun bort.
Alle kommer for igen at gå
(skønt de bliver i vort hjertes slag
som en halvglemt sang, vi tænker på).
Sproget skilte os. Og intet ord
flagrede imod mit øre ind.
Tavsheden er lydhør som en sjæl.
Ord gør ensom. Mange ord gør blind.
Ingen er så talende som den,
der er nægtet stemmens korte lyd.
Over munden hviler som et segl
stumme længsler, angst og drøm og fryd.
Det, som aldrig siges, vælder frem.
Og de bærer på sig som en dragt
dette inderste, som er dem selv,
og som intet menneske får sagt.
Sådan kom hun. Sådan gled hun bort.
Men to sole lyste på min mund,
styrtede med evig ømheds magt
livets vished til mit væsens bund.
Og en hånd i mængden hastigt set,
brugt af livet, hvisked, hvisked tyst
hemmelige, gådefulde ting,
som blev hånden ført imod mit bryst.
Over læben stod som rift ved rift
dagene, der kom og fløj og foer,
mens de satte i den bløde muld
fine, lette gærdesmuttespor.
Ingen taler med et hjertes magt
gennemtrængende og dybt som den,
der er mærket af sit eget mod
og har givet sig til livet hen.
De er kommet. De er flygtet bort.
Vi er mødtes. Det var her og der.
Der var lærker. Der var byers sol.
Der var mennesker i kæmpende besvær.
Og man så på klokken. Tiden gik.
Tiden iled. Og man skylled hen.
Men det dybe hjerte nævner dem
lavt ved navn. Veninde! Fjerne ven!
Underlige lys, som er i alt,
gådedybt og medynksfuldt og grumt.
Jeg har anet verden i dit skær.
Og jeg så, at ingenting var stumt.
Alle lød utydeligt et kald.
Vejene gik ud og ind og frem.
Nogle lød det samme strenge råb.
Kraften steg, hvergang man mødte dem.
Liv og død har stirret på mit sind.
Hænder greb min hånd, hvorhen jeg gik.
Fjerne sole skinner over mig,
og jeg lever under deres blik.
Post a Comment